Derfor er stilhed sundt for dit parforhold

Det er godt at kunne tale sammen, men når I tier, er det lige så godt. Læs med her, og bliv klogere på stilhedens gode egenskaber

© Sex and the City

De fleste af os har højst sandsynligt prøvet at sidde på en restaurant, hvor det meste af aftenen ubevidst er gået med at observere det ældre ægtepar ved bordet ved siden af, som nærmest ikke har sagt et ord til hinanden under hele middagen. Og til trods for dit eget bords livlige samtale, kan du ikke undgå at lade dig påvirke af nabobordets larmende stilhed, som enten må skyldes dårlig stemning eller en slukket gnist. Men rent faktisk behøver stilheden ikke at være et dårligt tegn, men kan blot betyde, at de to parter er afslappede i hinandens selskab efter manges års fast forhold.

Men hvem havde troet, at den tavshed, som vi finder utrolig pinlig, og vil gøre alt for at undgå på den første date, faktisk er god for dig og din partner?

Her får du fire fordele vil stilhed, som kan give dig ro i sindet, næste gang hverken du eller din kæreste har noget at sige.

Derfor er stilhed sundt for dit forhold

Det viser, at I kan slappe af sammen. Der er mange, som taler rigtig meget, når de bliver nervøse, og på den første date er det måske også en god egenskab at have, da man herved nemt undgår pinlig tavshed. Men når man er i et forhold, bør man helst ikke gå rundt og være nervøse i hinandens selskab, men derimod kunne slappe helt af og derfor heller ikke føle, at man konstant bliver nødt til at tale om noget. Når I kan gå en tur eller sidde og drikke morgenkaffen, uden nødvendigvis at skulle tale sammen, så tag det som et sundhedstegn for jeres forhold, og sæt pris på, at du kan være dig selv.

Det er vigtigt, og nødvendigt, især for introverte. Hvis du selv er en introvert, eller er kæreste med en der er, så ved du, hvor meget en stille stund betyder for humøret. Hvor udadvendte mennesker nærmest lader op ved at være sammen med andre mennesker, får indadvendte personer energi ved at være alene eller i hvert fald få lov til at være i fred. Det kan være godt at minde enten dig selv eller din kæreste om, næste gang en af jer har brug for at sidde helt stille i den ene ende af sofaen.

Det er fysisk umuligt at lade være. Hvis dig og din kæreste regner med at skulle være sammen for altid, vil tavshed imellem jer blive helt uundgåelig på et tidspunkt. Prøv at forestil dig, hvor mange timer du egentlig kommer til at bruge sammen med din bedre halvdel igennem livet – det er de færreste, der kan holde en samtale kørende så længe – og det er helt normalt. Bilferien til Spanien, gåturen ved sommerhuset og morgenmaden, hver evig eneste morgen, behøver ikke at være fyldt med berigende samtale, for at jeres forhold bliver godkendt i det årlige eftersyn.

Det er ikke, fordi I keder jer. At være stille bliver ofte forbundet med det at kede sig, eller ikke have noget at tage sig til. Men man kan sagtens være stille sammen med sin kæreste og samtidig lave noget; læse en bog, gå en tur eller sidde og surfe på nettet imens den anden tager en lur eller lægger neglelak. Dit forhold til din kæreste skulle nemlig gerne være lidt ligesom dit forhold til din bedste ven – og de bedste venner kan man sagtens lave ingenting med.

Så næste gang, du sidder sammen med din bedre halvdel, og kan høre en knappenål falde til jorden, skal du ikke fortvivle, men derimod sætte pris på, at du har fundet et andet menneske, som du kan være helt dig selv sammen med.

ALT DET, DU IKKE MÅ GÅ GLIP AF