Det private menneske
Sarah-Sofie Boussnina insisterer på at være et privat menneske. For det er også i det private liv, at hun ruster sig til sine roller og afmonterer dem efterfølgende. Det er i lejligheden på Vesterbro med det hyggelige køkken, hvor der bliver lavet mad og samlet venner, og i stuen, hvor der bliver brugt hele dage i selskab med film, dokumentarer og manuskripter, at hun samler sig og lever den private del af sit liv med sin mand, musikeren Louis Samson, der også tager med, når hun er ude, og er med til at gøre midlertidige baser til hjem. “Nogle dage efter en optagelse har jeg bare lyst til at sætte mig og tude under bruseren i tre timer, fordi det har været så hårdt fysisk og psykisk at leve sig ind i rollen, men det vil jeg gerne ‘ofre’, hvis man kan bruge det ord, for jeg synes jo også, det er fantastisk, at jeg kan føle alle de her ting i et parallelunivers. Men det er voldsomt, og nogle gange tager det tid at finde sin ro igen, selvom jeg synes, at jeg er blevet bedre til at trække stikket, når jeg har fri, og give mig selv flere uger til at samle mig efter en optagelse, hvis det er den tid, det tager. Hvis jeg levede med 120 kilometer i timen hele tiden, så ville jeg ikke kunne holde til det, tror jeg.”
Hun sætter sig op på køkkenbordet og læner overkroppen faretruende langt ud ad vinduet for ikke at genere med røgen fra de cigaretter, der fletter sig ind i hendes karakter, når hun taler.
“Når jeg ikke er på arbejde, er jeg virkelig asocial. Jeg elsker selskaber, men det er en meget lille gruppe af venner, jeg ser, og jeg er meget påpasselig med det, der er mit rum. Jeg går ikke til branchefester og den slags, hvis ikke det er i forbindelse med noget, jeg selv er med i. Jeg har lyst til, at min verden er det liv, jeg lever med mine venner og min familie og min mand og så mit arbejde som skuespiller. Og det arbejde er ikke noget, der gør mig sejere eller vigtigere end alle mulige andre, og derfor skal det ikke blandes ind i mit privatliv. Jeg ved, hvem jeg er, og intet kan rive mig fri fra jorden. Jeg passer på mig selv, dyrker motion og spiser sundt, når jeg har fri, for jeg tror på, at det hjælper mig, når jeg skal ind og have fat i de mere ekstreme følelser eller fysiske scener, for det gør jo ondt at græde heftigt eller blive hevet i. Også selvom det er på film,” siger hun om forskellene på sit arbejde og privatliv.
Fra Sarah-Sofie Boussnina var helt ung, har hun skullet forstå de mænd, der ikke, som hende selv, kunne skelne fiktion fra virkelighed. Dem, som troede, at hun ligesom sin karakter Mathilde Holm i Lærkevej var frisk på en affære med en granvoksen mand.
“Med rollen vidste folk på gaden pludselig, hvem jeg var, og det var jeg slet ikke forberedt på. Jeg var 16 år gammel og havde ikke prøvet særligt mange ting selv, så jeg var også mentalt set meget ung. Jeg syntes, det var så mærkeligt, at voksne mænd ikke kunne gennemskue, hvad der var skuespil, og lagde an på mig i virkeligheden – og når jeg tænker tilbage på det, er det endnu mere mærkeligt, for jeg var virkelig bare et barn dengang,” siger hun og fortæller om det filter, hun har været nødt til at lægge mellem sig selv og lidt af verden for at skærme mod nysgerrige blikke og kommentarer fra folk på gaden.
“Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at der var mange år, hvor jeg ikke tillod mig selv at gå ud og have det sjovt. Dels fordi jeg havde mange dårlige oplevelser med tarvelige folk, dels fordi, jeg var så ambitiøs. Det er jeg stadig, men jeg slapper mere af nu. Jeg føler først, jeg havde min teenageperiode her i 20’erne, hvor jeg kunne gå ud og give den gas. I dag er jeg vitterligt ligeglad med, hvad folk mener om mig. Jeg vil da ønske, at alle synes, jeg er sød, og kan lide mig, men hvis ikke, så er jeg ligeglad, for jeg anerkender mig selv, mit liv og mit arbejde,” siger hun på en måde, så man ikke betvivler hende.
Hun har i tidligere interviews fortalt om, hvordan hun gennem tre år søgte ind på teaterskolen, men fik afslag.
“Lige på det tidspunkt gjorde det mig usikker på, om det var det her, jeg skulle og kunne, og det havde været nogle gode år at kunne udforske feltet uden at være resultatorienteret, men jeg har været så heldig at kunne lære meget af mere erfarne folk i
branchen,” siger hun og nævner Nicolas Bro og Nikolaj Lie Kaas, som hun spillede over for i Fasandræberne, som nogle af dem, der har givet hende råd med på vejen – blandt andet om at turde tro på sig selv som skuespiller.
Og med de mange roller i store produktioner som også Forbrydelsen og 1864, hvor hun igen spillede en utilpasset, anarkistisk teenager, har hun konsolideret sin faglighed og skabt grobund for den internationale karriere, som hun står på kanten af. Og hvad der føltes som nederlag den gang, har også været med til at ruste hende til de seje træk, der kan være i faget. Som at hun sendte i omegnen af 200 af de såkaldte ‘self-tapes’ med manuskriptbidder, inden hun fik sin første internationale rolle, og at hun blev valgt fra som den sidste i de sidste 20 produktioner alene inden Knightfall.
“Det var jo hårdt, og jeg balancerede mellem at føle, at det var fedt, der var så mange, der var interesserede i mig, og at være frustreret over hele tiden at blive valgt fra, men jeg tror generelt på, at der tilfalder en det i livet, der skal, og jeg har aldrig konkurreret i mit fag. Hvis jeg ikke får en rolle, så er det fordi, der var en anden, der passede bedre.”